Hougaard og Grøndal stadig på sygehuset

Patrick Hougaard kørte en god match for GSK i går.


GSK-kører Patrick Hougaard, der i går kunne fejre sin 29 års fødselsdag med ligamatchen mod Holstebro – og slutte den på sygehuset efter et styrt – ligger stadig på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg med en forslået hånd og en hjernerystelse. Han regner dog med at kunne blive udskrevet i løbet af i dag.

Lidt værre gik det ud over den tidligere Grindsted-kører Emil Grøndal, som også er indlagt i Esbjerg. Han har fået konstateret et brækket bækken, en punkteret lunge, 4-5 trykkede ribben og en kraftig hjernerystelse, fortæller GSKs fb-side.

De to speedwaykørere drønede sammen i går i kampens hede og bankede med stor kraft ind i speedwaybanens barriere, den såkaldte air fence. Uheldet betød en aflysning af resten af matchen, der sluttede ved stillingen 36-36. Dermed deler de to hold de sidste 12 point der var at køre om så matchen ender 42-42.