Hurtige mål gav sejr til Billund

Her sender Jes Dahlmann bolden ind bag Tjæreborgs keeper til kampens resultat 2-0.


På to mål inden for første halvdel af første halvleg lagde Billunds serie 2 herrer grunden til en hjemmesejr fredag aften over Tjæreborg.

Allerede efter 12 minutter bragte Asger Rungborg Billund på 1-0, og ni minutter senere øgede Jes Dahlmann hjemmeholdets føring til 2-0.

Så fik Tjæreborg lukket af i forsvaret og yderligere mål udeblev.

Med 2-0 sejren kommer Billund op på andenpladsen i serie 2, der føres af esbjergensiske FC King George med et enkelt point mere. Næste opgave for Billund er på lørdag ude mod Spangsbjerg.

Allerede i morgen er der dog lokal optræden i rækken, når Grindsted hjemme tager imod Varde. Den kamp fløjtes i gang kl. 16 på Grindsted Stadion.