Ib K: Undersøgelse hjælper os på rette vej

Foto: Billund kommune


Jo flere der udfylder skemaet, jo bedre bliver resultatet. Sådan lyder det fra Billunds borgmester Ib Kristensen i forbindelse med udsendelsen af 2.500 spørgeskemaer til tilfældigt udvalgte borgere i kommunen.

Det er et led i Danmarks største undersøgelse om borgernes trivsel og sundhed, hvor ca. 300.000 danskere over 16 år bliver bedt om at være med. Det er tredje gang undersøgelsen gennemføres, og svarene giver et indblik i, hvordan borgernes trivsel, sundhed og sygdom har udviklet sig fra 2010 til 2017 – både på landsplan og i de enkelte regioner og kommuner. Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme. Samtidig sætter svarene fokus på danskernes sundhed og trivsel.

For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet, så derfor opfordrer borgmesteren alle til at tjekke, om der er kommet et brev til dem i e-boksen:

– Vi har brug for at få så mange svar som muligt for at få det bedste billede af borgernes sundhed. Jo flere der udfylder skemaet, desto bedre bliver resultatet. For eksempel førte seneste undersøgelse til, at vi i forbindelse med Sundhedspolitikken har fokus på mad og måltider, mental sundhed og bevægelse her i kommunen, siger Ib Kristensen.