Infrastrukturplan indeholder nordlig motorvej til Billund

Fra Vejdirektoratets VVM-undersøgelse af Give-Haderslev-strækningen.


Et bredt flertal i Folketinget er enige om en ny infrastrukturplan i Danmark – altså hvilke anlægsinvesteringer der skal foretages frem til 2035. Og blandt de investeringer er dele af en Hærvejsmotorvej mellem Viborg og Billund.

– Jeg forestiller mig at motorvejen i første omgang kommer til at slutte ved Billund Lufthavn, siger Anni Matthiesen (V), der har kæmpet en hård kamp for motorvejen til Billund og for en vestlig linjeføring omkring Billund – og dét ser nu ud til at være lykkes:

– Jeg har fra dag ét kæmpet for, at den nye Midtjyske motorvej trækkes mod vest og dermed også at linjeføringen kom vest om Billund. Dette for at passe på den fantastiske natur i Vejle ådal – men også for at sikre en bedre balance i hele landet – både trafikmæssigt og i forhold til at sikre erhvervslivet bedre transport og udviklingsmuligheder. Derfor glæder det mig meget, at der nu er et politisk flertal for denne løsning,  siger Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.

Flere kritikere – også fra Anni Matthiesens eget parti – har peget på, at en vestlig linjeføring vil begrænse Billund bys muligheder for at vokse, da byen er indeklemt af lufthavnen mod nord, Vejle kommune mod øst og plantage mod syd. Dermed er der kun vest tilbage og det er altså her motorvejen kommer til at gå. Den præcise linjeføring er ikke afgjort.

– Jeg tænker mere på at det nu bliver nemmere for virksomheder at etablere sig tæt på en motorvej og så må en kommuneplan fra byrådet afgøre hvor der skal være boliger fremover, siger Anni Matthiesen til BillundOnline.

Den fortsatte snak om motorvej efterlader mange lodsejere i klemme, for der er nemlig endnu ikke besluttet præcist hvor linjeføringen kommer til at ligge. Men som Anni Matthiesen siger: nu kan lodsejerne mod øst i det mindste ånde lettet op.