Jump4fun kommer til Billund Kommune

Arkivfoto: DGI / Jens Astrup


Motionstilbuddet Jump4fun kommer nu til Billund kommune. Tilbuddet henvender sig til overvægtige børn og unge i alderen 6-16 år, som kan være aktive sammen og startes op i samarbejde med DGI Sydvest.

Det simple mål med Jump4Fun er ikke at være bedst, hurtigst eller stærkest, men snarere om bevægelsesglæde, trivsel og øget selvværd.

– Jeg er meget glad for at få et sundhedsfremmende projekt, som Jump4fun, til Billund Kommune. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan få aktiveret en sårbar gruppe børn og unge, der ikke er foreningsaktive i dag, siger Ann Charlotte Vilstrup, der er formand for Børneudvalget i Billund Kommune.

Glæden ved at gå til Jump4fun er ikke til at tage fejl af. I en landsdækkende undersøgelse, hvor deltagerne er blevet spurgt, svarer 92 procent, at de er blevet gladere for at bevæge sig.

Derudover svarer 82 procent af børnene, at de har fået nye venner, efter de er startet til Jump4fun.

– Børnene vil kunne få stor livsglæde ved at deltage og få oplevelser, der får dem til at grine og være aktive sammen med andre. Og når vi har det sjovt, så får vi lyst til at være med igen, lyder det fra Ann Charlotte Vilstrup.

I første omgang er det Billund IF Gymnastik og Grindsted GIF Gymnastik, der udbyder Jump4fun. Den 4. september er der opstart i hal 3 i Billund Idrætscenter kl. 17.30 og i Grindsted er det allerede om mandagen den 2. september kl. 16.45 i pigesalen i Magion. Det er tilladt at komme og prøve nogle gange inden tilmelding.