Kan du hjælpe Sydøstjyllands Politi med en opklaring?


Sydøstjyllands Politi har brug for hjælp til at fastlægge en 18-årig kvindes færden natten til søndag den 14. april 2019.

Kvinden var lørdag aften den 13. april 2019 i byen på Dæmningen i Vejle, hvor hun var på Zwei Grosse Bierbar frem til kl. 03.04, hvor hun forlod stedet og gik ad Dæmningen.

Kvinden henvendte sig søndag ved middagstid til politiet. Hun befandt sig da på Hotel Bredehus i Bredsten, hvor hun tilsyneladende havde overnattet alene. Kvinden havde ingen erindring om, hvordan hun var kommet fra Vejle by og til Bredsten. Hun var fortumlet og havde mindre rifter på arme og ben og manglede sin pung og sin telefon.

Den 18-årige kvinde beskrives som høj, slank og med langt brunt hår. Hun havde natten til søndag en sort bluse og sorte jeans på, hvor der er vandrette huller foran på lårene. Hun var iført sorte ”Lacoste” sko med hvid sål, og bar en hvid taske med håndtag.

I forbindelse med byturen mistede hun sin tlf – en iPhone 6S med cover med grønne palmeblade og en guldstreg med noget skrift. Derudover mangler hun også en sort kortholder af mærket Yves Saint Laurent og med guldbogstaverne YSL, indeholdende diverse personlige kort.

Sydøstjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der i den relevante tidsperiode har set eller talt med kvinden, eller eventuelt har hjulpet hende med at komme til Bredsten, hvortil hun har en tilknytning. Politiet hører også gerne fra folk, der evt har fundet den 18-åriges tlf eller kortholder.

Alle oplysninger til politiet på til 1-1-4.