Kjeld Kirk Kristiansen træder ud af LEGO-bestyrelsen

Foto: KIRKBI A/S


Som et naturligt næste skridt i det glidende generationsskifte mellem 3. og 4. generation i Kirk Kristiansen-familien, træder Kjeld Kirk Kristiansen ud af bestyrelsen i LEGO A/S. Det sker i forbindelse med selskabets næste generalforsamling i april.

– Vi har igennem en årrække forberedt os grundigt på, hvordan vi ønsker at føre familieejerskabet videre igennem generationer. Nu er tiden den rette til det næste skridt, hvor jeg træder ud af bestyrelsen i LEGO A/S. Min søn Thomas og jeg har arbejdet tæt sammen i LEGO A/S bestyrelsen siden 2007, og jeg er meget glad for at opleve den udvikling, han har gennemgået, og det ansvar, han påtager sig. Jeg ved, at han er klar til at fortsætte arbejdet med at udvikle LEGO A/S i tæt samarbejde med den daglige ledelse, bestyrelsesformand Jørgen Vig Knudstorp og den øvrige bestyrelse, siger Kjeld Kirk Kristiansen.

Generationsskiftet har været forberedt siden 2004, hvor Thomas Kirk Kristiansen trådte ind i bestyrelsen i LEGO A/S – først som observatør og senere som medlem fra 2007.

I 2016 tog familien de første formelle skridt i generationsskiftet, da far og søn byttede roller i bestyrelsen, så Thomas Kirk Kristiansen blev næstformand, og Kjeld Kirk Kristiansen blev menigt
bestyrelsesmedlem. Tilsvarende i LEGO Fondens bestyrelse, hvor Thomas Kirk Kristiansen blev formand og Kjeld Kirk Kristiansen næstformand.

– Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg har haft mulighed for at arbejde tæt sammen med min far i LEGO Koncernens bestyrelse igennem mere end 10 år, og fordi vi har haft – og stadig har – tid til at forberede os på fremtiden sammen, siger Thomas Kirk Kristiansen og tilføjer:

– Jeg er utrolig glad for og stolt over den tillid, min far viser mig og mine søstre i forhold til at videreføre LEGO ejerskabet, vores families værdier, og vores ønske om at nå mange flere børn.

Kjeld Kirk Kristiansen er fortsat formand for bestyrelsen i KIRKBI A/S, næstformand for bestyrelsen i LEGO Fonden og formand for bestyrelsen i Ole Kirk’s Fond.