Kom tæt på politikerne og embedsmændene

Arkivfoto: Billund Photo


På onsdag får borgerne i Billund kommune en unik mulighed for at komme i dialog med de lokale politikere og embedsmænd om hvordan kommunen prioriterer.

Det sker når Rådhuset i Grindsted omdannes til en messe, hvor borgerne kan gå rundt i de enkelte afdelinger og blive præsenteret for oplæg om, hvad der arbejdes med, og hvordan der prioriteres.

– Vi har i Billund Kommune haft tradition for at lave borgermøder på en anderledes måde. Vi har bygget med LEGO klodser og haft Teknologirådet på banen med direkte afstemninger. Nu giver vi så borgerne mulighed for at gå i direkte dialog om de områder, der interesserer dem i en uformel atmosfære, hvor man kan komme og gå som man vil, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Messen foregår i morgen, onsdag, fra kl. 16.30 til 18.30, hvor der er en slags åbent hus på rådhuset.

 

– Lidt forenklet får kommunens borgere en fantastisk chance for at se, hvad skattekronerne bruges til. Vi er bevidste om, at maj måned er en travl måned med mange arrangementer. Men det er nu budgetprocessen for alvor går i gang, og nu borgerne har mulighed med at komme med deres input til prioriteringerne og derfor håber vi på et pænt fremmøde, siger Ib Kristensen.