Læserbrev: Børnenes Hovedstad – Velfærd for fremtiden


I min verden er Børnenes Hovedstad Billund Kommunes bedste bud på en strategi til at sikre en fortsat positiv udvikling og velfærd for alle i fremtiden.

Står det til mig, består Børnenes Hovedstad i fremtiden af fyrtårnsprojekter i Billund by med

  • Hovedkontor
  • En erhvervs- og forskningsklynge med fokus på leg læring og kreativitet
  • Et iværksætter-campus – også med fokus på leg, læring og kreativitet
  • Tydelige fysiske tegn på, at Billund er Børnenes Hovedstad.

 

Men Børnenes Hovedstad er også en strategisk satsning fra Billund Kommune. En satsning, der skal gøre dagtilbud, skoler og fritidslivet i hele kommunen til de allerbedste i landet. Vi SKAL være den kommune i hele landet, hvor familierne helst vil bo. Et fyrtårn for det gode familie- og børneliv.

Det betyder i første omgang, at institutioner og skoler skal sikres de bedste normeringer og rammer. Medarbejderne skal opleve friheden og gives ansvaret for at forfølge visionen om leg, læring og kreativitet i deres egen fortolkning – groet nede fra. Sidst men ikke mindst skal fritidslivet skal have de bedste rammer for både bredde og elite.

Hvorfor vil jeg satse så kraftigt på at skabe Børnenes Hovedstad?

Fordi vi skal tiltrække børnefamilier og erhvervsvirksomheder, så velfærden sikres for alle i fremtiden. I øjeblikket stagnerer bosætningen og vi konkurrerer om erhvervsvirksomheder på samme parametre som alle andre kommuner. Det er ikke en kamp, vi kommer til at vinde, hvis vi går i de andres fodspor som nu.

Der er ingen anden kommune, der med samme troværdighed som Billund Kommune vil kunne brande sig på at være Børnenes Hovedstad. Det er her i kommunen LEGO hører hjemme. Et brand som alle børnefamilier oplever som det stærkeste og allermest troværdige.

Det er på tide, at Billund Kommune tager denne mulighed og ansvaret på sig og seriøst udvikler et børne- og kulturområde, der matcher ambitionen om at være Børnenes Hovedstad.

Hvordan vil jeg gøre det? Jeg vil tilføre flere midler og hvert år konsekvent udfordre servicerammen med henblik på at udvikle børne- og kulturområdet, så Billund Kommune bliver familiens bedste valg. Ja – jeg vil prioritere børne- og kulturområdet som det vigtigste. For at kunne sikre velfærden på alle de andre områder.

Hvorfor?

Vi har ikke noget valg, hvis vi skal sikre velfærden for alle i fremtiden.

 

Venlig hilsen

Mads Søbye Helbo, byrådskandidat for Radikale