Læserbrev: Forskelsbehandling på vuggestuebørn i Børnenes Hovedstad

Modelfoto


Må 2024 være året hvor alle børn i vuggestuer i Billund kommune, børnenes hovedstad, får lige tilskud!

I Billund Kommune, børnenes hovedstad oplever vi stor forskelsbehandling i tilskuddet til vuggestuebørnene i private – kontra offentlige institutioner.

Vi har dermed et brændende ønske til jer, der sidder i kommunalbestyrelsen og er med til at sørge for rammerne om kommunens dagtilbud.

Sørg nu for, at vi ikke udvikler et A- og et B-hold i kommunen, hvor nogen familiers børn i vuggestue får et højre tilskud i deres kommunale dagtilbud sammenlignet med børn der vælger privat vuggestuepasning. Der skal være plads til alle børn uanset hvilke behov de må have, nogle børn trives bedre i de mindre fællesskaber, og her finder de mindre private pasningstilbud deres berettigelse i kommunens samlede pasningstilbud.

Når det gælder tilskuddet fra de offentlige skattekroner, så kæmper vi fortsat med at få det samme tilskud som børn i kommunale vuggestuer modtager. I Billund kommune er det nemlig sådan, at de private vuggestuer får 3.200 kr. mindre pr. vuggestuebarn om måneden i tilskud kontra de offentlige vuggestuer. Dvs. at hvis de har en vuggestue med 10 børn, får den vuggestue 400.000 kr mindre i tilskud om året. Vi bliver derfor bekymrede, når vi nu ser, at pædagogernes lønninger stiger samt kravene til antallet af medarbejdere stiger i henhold til loven om minimums normeringer. Det er lovgivningen som vi skal leve op til, på lige fod med de offentlige institutioner.

Kan det være rigtig at vi skal forskelsbehandle familier. Så en mors tilskud til sit vuggestuebarn i et privat tilbud er mindre end en andens mors tilskud til sit barn i et kommunalt dagtilbud? Dette er med til at danne et A- og et B-hold og det bekymrer os stærkt. Er det det signal som Billund kommune, som kalder sig Børnenes hovedstad, vil sende til kommende forældre, der påtænker sig en vuggestueplads til deres barn?

Vi oplever et tæt og godt samarbejde med Billund kommune om børnenes hverdag, så det er vigtigt for os at pointere, at dette alene handler om kroner og ører. Derfor spørger vi igen – er et barn i privat vuggestue mindre værd end et barn i en kommunal vuggestue? Kan det virkelig passe, at barnet i privat vuggestue skal have 3200 kr. mindre i tilskud pr måned end det barn i den offentlige vuggestue?

Venlig hilsen

Bestyrelsen Børnehaven Lindetræet, Bestyrelsen Filskov friskole og Bestyrelsen Eventyrhuset (børnehave og vuggestue)