Læserbrev: Butikker i retailpark skal være mindst 800 kvm


De seneste 2-3 uger har budt på store nyheder, når man ånder og lever af og for detailhandel i Grindsted og Billund. Når første bange anelser har lagt sig, ser vi nu meget positivt på dette nye tiltag med den forhåbentlig kommende retailpark øst for Grindsted.

Når vi ser på Grindsted området og udviklingen af detailhandlen de seneste år, må man konstatere, at en del af omsætningen er forsvundet ud af kommunen, og med dette nye tiltag får vi nu mulighed for at vinde noget af det tabte tilbage.

Mange snakke går lige nu på, at dette bliver Grindsted midtbys død. Det tror vi ikke på. Den type butikker der vil ligge i den nye retailpark, er typer som for det meste ikke er repræsenteret i vores område i dag, eller som allerede ligger uden for bymidten.

Men når det er sagt, så skal de lokale politikere og embedsfolk kende deres besøgelsestid, ellers kan det ende med en tømning af butikker i midtbyen. Et ønske fra de driftige udviklere er nemlig, at butikkernes størrelse skal kunne starte ved 500 m2.
Det går SLET ikke, da det kan medføre, at butikker som Imerco, Matas og Sport24 på Nørretorv kan se en fremtid ude øst på. Dermed vil det være nærmest umuligt at opretholde en velfungerende bymidte. Det er vores klare anbefaling, at mindste størrelse på butikkerne i retailparken skal være på 800 m2.

Et andet meget vigtig punkt er, at der under ingen omstændigheder må etableres fødevarebutikker i den nye retailpark. Kommunen valgt for ca. 10 år siden at godkende, at der måtte etableres fødevarer butikker uden for bymidten, hvilket har haft alvorlige konsekvenser for midtbyen, da en masse trafik og liv forsvandt ud af midtbyen.
Kunderne skal fortsat handle deres fødevarer. hvor de gør det i dag. Vi har i både Billund og Grindsted et stort og fint udvalg indenfor fødevarer, og disse skal altså fortsat købes lokalt i byerne.
Også i Krogager, Filskov og Sdr. omme.

Så kære alle jer der i den kommende tid skal tage beslutninger for os som ånder og lever for detailhandlen, og alle byernes borgere. I skal have focus på nedenstående punkter:

• Butikkerne i den nye retailpark skal mindst være på 800 m2.
• Der må ikke etableres fødevarebutikker i den nye retailpark.
• Der skal FULD fokus på udviklingen af Grindsted midtby.
• Der skal etableres cykelsti imellem de to centerbyer Grindsted og Billund.


Med venlig hilsen
Kristian Duedahl og Jens Thrane
Sport 24