Læserbrev: Støt op om Billund Trav

Foto: Billund Photo


Tirsdag den 12. januar 2016 kl. 19.00 er der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling på BILLUND TRAV. Bestyrelsen vil sælge vores elskede travbane. Der er ikke oplyst, hvem den mulige køber er, hvad prisen er, eller hvorfor banen skal sælges.

Spørgsmålene er mange, og vi mener ikke, at det er nødvendigt at sælge, så vi håber, at vore aktionærer stemmer NEJ til salg af BILLUND TRAV.

Vi er mange, der brænder for travsporten, det er en livsstil. Vi bruger mange timer sammen med vore kære dyr, og vi vil ikke undvære det.

Hvis BILLUND TRAV lukker, vil mange helt stoppe med at have heste. Den nærmeste travbane vil være Århus, Odense eller Skive. Det vil ikke være foreneligt med job, familie etc.

Der er etableret en Pony Travklub og rigtig mange børn med familier hygger sig med det. Skal de virkelig miste deres elskede interesse? NEJ, det må bare ikke ske.

Vi har været rundt i lokalområdet med plakater, og også talt med mange mennesker, for at opfordre befolkningen til at støtte op om bevarelsen af vores travbane.

Derfor vil vi gerne opfordre ALLE, store som små, til at støtte op om BILLUND TRAV’s eksistens ved at møde op i restaurantens cafeteria i banens hovedbygning på tirsdag den 12. januar 2016 fra kl 17.00.

Der vil være mulighed for at købe mad og drikkevarer. Der forventes mediedækning på i form af TV og avisjournalister. Vi har brug for DIN støtte, så mød op og tage gerne alle dine venner og hele familien med, så vi kan vise aktionærerne under mødet, at vi VIL BEVARE BILLUND TRAV.

 

Med venlig hilsen
Linda Nielsen, Egtved