Læserbrev: Udvalgsformand brugte misvisende tal


Ruth Lauridsen (V) skriver i et læserbrev d. 16. oktober 2017 at sygefraværet på ældreområdet er faldet fra 9 % i februar til 5,5 % i august grundet den synlige og decentrale ledelse. Her bliver jeg nødt til at sætte foden i jorden. Det er direkte håbløst og misvisende at bruge to tilfældige måneder som sammenligningsgrundlag. Hvis man skal sammenligne sygefraværet, bliver man nødt til at gøre det over en længere periode for at give et reelt billede af hvordan det står til.

Hvis man sammenligner sygefraværet for plejecentrene og hjemmeplejen fra januar-september 2016 med samme periode i 2017, er der faktisk en stigning fra 7,9 % til 8,0 %.

Man kan med andre ord ikke sige, at området er bedring ud fra sygefraværstallene, som nogle gerne vil have det til at fremstå. Området trænger til opmærksomhed og flere hænder. Trivslen og arbejdsmiljøet skal lægge højt på det nye Social- og Sundhedsudvalgs dagsorden. Vi skal for alt i verden levere en ældrepleje vi kan være bekendt. Her er sygefraværet og medarbejdertrivslen en stor og vigtig faktor.

Venlig hilsen

Simon Nicolajsen Jørgensen, Byrådsmedlem og -kandidat for Socialdemokratiet

 

Kilde: Billund Kommunes Styringscirkel for Social- og Sundhedsforvaltningen