Læserbrev: Vi hørte aldrig S-forslagene

Robert Terkelsen, Venstre Billund Byråd


Jeg kunne i et læserbrev i JV den 17. september se, at den nye Socialdemokratiske gruppeformand mener, at alle andre end Socialdemokratiet, selv er skyld i at de i år, ikke er med i budgetforliget for 2018 og overslagsårerne.

Sådan kan man jo selvfølgelig have forskellige opfattelser af hvordan tingene er foregået.

Jeg har altid som gruppeformand for Venstre arbejdet for, at Venstre og Socialdemokratiet har stået sammen om de store beslutninger i byrådet. Ikke fordi jeg tror det er bedst for hverken Venstre eller for Socialdemokratiet, men fordi det er bedst for borgerne i Billund kommune.

Det var bestemt også indstillingen denne gang, og jeg kan slet ikke genkende det forløb, som den Socialdemokratiske gruppeformand beskriver, det hele foregik i.

Når det bliver påstået, at vi overhovedet ikke ville lytte til de forslag, som gruppeformanden nævner i sit læserbrev, kan jeg kun sige: Vi hørte dem aldrig!

Når det bliver påstået, at service og anlægsrammen ikke kunne udfordres, kan man da kun undres over, at ikke flere meldte sig ind i gruppen, som forlod forhandlingerne.

Når man forlader forhandlingerne, før de rigtigt er kommet igang, kan man vel ikke blive overrasket over, at andre fortsætter, og at det så er deres ønsker og forslag, som bliver diskuteret, og nogle af dem så også kommer med i forliget.