LEGOLAND søger 450 sæsonarbejdere

Rigtig mange kommer hvert år forbi LEGOLANDs jobmesse for at høre om de ledige stillinger. Foto: LEGOLAND PR


Kan du give LEGOLANDs gæster en ekstraordinær og mindeværdig oplevelse, så er det måske dig, parken i Billund efterlyser til den kommende sæson. Den 15. og 16. januar holder LEGOLAND traditionen tro jobmesse på Hotel LEGOLAND.

Målet er at finde 450 nye, topmotiverede medarbejdere, som er i kontakt med det indre legebarn.

Jobmessen afholdes i år for 10. gang i træk. De mange ledige stillinger er både i selve LEGOLAND parken, men også på Hotel LEGOLAND og LEGOLAND Holiday Village. Igen er det muligt at snakke med erfarne sæsonmedarbejdere og med lederne i de enkelte afdelinger.

– Det er en unik mulighed, som man sjældent får, når man søger et nyt arbejde. Jeg vil derfor opfordre alle interesserede til at møde op og hilse på deres måske kommende arbejdsgiver, siger HR chef i LEGOLAND, Bente Noringriis i en pressemeddelelse.

For at komme i betragtning til et sæsonjob i LEGOLAND er det altafgørende, at man har lysten og evnen til at lege og sætte barnet i centrum.  Det skyldes, at LEGOLAND har en klar målsætning: I løbet af et besøg skal alle børnefamilier have haft en WAUW-oplevelse med en LEGOLAND medarbejder.

– WAUW handler om, at vi ønsker at give familien og i særlig grad børnene ekstraordinære og mindeværdige oplevelser, som de ikke har forestillet sig, og hvor det er medarbejderen, der gør det. WAUW er at se det enkelte barn, gribe nuet og forstå den fantasiverden, som besøget i LEGOLAND indbyder til, siger Bente Noringriis.

Jobdage i LEGOLAND finder sted fredag den 15. januar kl. 13.00-17.00 og den 16. januar kl. 10.00-16.00 – begge dage på Hotel LEGOLAND.