Lokal børnehave vinder landsdækkende konkurrence


Med en fantastisk flot hjemmelavet kæmpe tandbørste lavet af genbrugsmaterialer, vandt Daginstitutionen Børnenes Univers Grindsted Vest en landsdækkende konkurrence lavet af Rådet for Bedre Hygiejne i forbindelse med rådets årlige kampagne ”Hygiejneugen” i uge 38.

I år handlede emnet om god mundhygiejne målrettet børn og forældre i børnehaver samt 0.-3. klasse. Ti institutioner landet over var med i konkurrencen, men dommerkomiteen faldt altså pladask for Grindsted-børnenes tandbørste – som endda har et eventyr inde i sig. I en vandflaske inde i tandbørsten er der glimmer og De Tre Bukke Bruse – og eventyret oplæses endda i en kort version på en tilhørende højttaler. Eventyret varer præcis to minutter – som jo er den tid vi skal bruge på at børste tænder. Noget som de kreative børn i institutionen på Langelandsvej har helt styr på.

– Vi synes simpelthen det her var så kreativt, så det var vi ret enige om at det var vinderen med det kæmpe arbejde der var lagt i, siger Christel Gerbaulet fra Orkla, der sad i dommerkomiteen og som var med i Grindsted i dag for at overrække præmien på 10.000 kroner og nye tandbørster til alle børnene i Børnenes Univers Grindsted Vest.

Og hvad de mange penge skal bruges til, ja det skal institutionen nu finde ud af, for de må bruges til lige præcis hvad man vil.

Kæmpetandbørsten som vandt dommerkomiteens hjerter. Den er lavet udelukkende af genbrugsmaterialer.