Lokalrådet vil have hegnet tilbage

Arkivfoto


I forbindelse med ombygningen og renoveringen af genbrugspladsen i Vorbasse blev både låger og hegn, der omgav pladsen fjernet for at pladsen i en testperiode skulle være “uden begrænsende adgang”. Desuden var det eksisterende hegn i så dårlig en forfatning at det kun gav mening at fjerne det.

Men nu vil Lokalrådet i Vorbasse gerne have genbrugspladsen hegnet ind igen, når testperioden udløber i næste måned. Især fordi der i forbindelse med Vorbasse Marked er en del campister og gæster i øvrigt på arealerne omkring genbrugspladsen på Bøgelundvej.

Og det er forvaltningen på Rådhuset i Grindsted enig i, at det kunne være en god ide at lukke pladsen af i forbindelse med årets marked. Derfor anbefaler forvaltningen at politikerne i Teknik- og Miljøudvalget på deres næste møde tager stilling til, om der kan bevilges 80.000 kroner til at hegne genbrugspladsen i Vorbasse ind igen.