Billund Kommune stiller i samarbejde med Bovia en række startboliger til rådighed for unge i alderen 18-24 år, som har behov for rådgivning og støtte, når de skal flytte i egen lejlighed. Og netop disse lejligheder er der for tiden nogen ledige af.
Startboligerne er en særlig type ungdomsbolig. Formålet er at hjælpe unge med forskellige udfordringer til at få en god start på voksenlivet i egen bolig.
– Det kan være overvældende for unge mennesker at flytte hjemmefra, og overgangen til voksenlivet kan være en udfordring. Som hjemsted for Børnenes Hovedstad vil vi gerne støtte de unge, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi kan tilbyde hjælp og gode rammer for, at de får en god start på voksenlivet, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Inden de unge flytter ind i en startbolig, har de underskrevet en samarbejdsaftale og laver sammen med en social vicevært en plan for, hvilke mål de gerne vil nå. Det kan for eksempel være, at de har brug for hjælp til at få struktur i dagligdagen til fx at holde en bolig, overblik over økonomi, hjælp til at fastholde aftaler med læge, skole, psykiatri mm.
– Ved at flytte ind i en startbolig får de unge hjælp til at opnå en række mål, som de selv er med til at sætte. Det er en fornøjelse at følge de unge, udtaler Gitte Veje, mentor i Beskæftigelses- og Forebyggelsesteamet i Billund Kommune.
De 10 startboliger, som Billund Kommune tilbyder i samarbejde med Bovia, er beliggende i Kanalbyen på Sydtoften i Grindsted. I øjeblikket er der ledige startboliger, som unge i alderen 18-24 år kan ansøge.
– Vi oplever, at de unge er rigtig engagerede og forfølger deres mål. Samtidig får de et socialt netværk, hvor vi en gang om måneden laver mad og spiser sammen, fortæller Malene Alminde Holm, mentor i Billund Kommunes Beskæftigelses- og Forebyggelsesteam.
Fakta
Sådan kommer du i betragtning:
- Du er indstillet på at samarbejde med og modtage støtte fra den sociale vicevært
- Du er villig til at indgå et samarbejde omkring økonomi f.eks. budget, betalingsservice og opsparing
- Du er motiveret, og ønsker selv at skabe forandringer i dit liv
Hvad kan du få støtte til?
Det er individuelt, hvilken støtte der er behov for. Det kan f.eks. være:
- Hjælp til at påbegynde og fastholde en uddannelse
- Hjælp til at komme op om morgenen
- Hjælp til at du lærer at have styring på eget liv
- Hjælp til hverdagsopgaver, f.eks. hvordan man bor i egen bolig, hvordan man laver budget og opsparing samt laver en plan over ugen
- Hjælp til at tage del i sociale sammenhænge
- Hjælp til at finde en ny bolig, når startbolig afsluttes
Ansøg og læs mere: https://www.billund.dk/borger/bolig-og-byggeri/lejebolig/startboliger/