Lokalt atletiktalent stormer afsted

Christian Reusing i sit rette element: foran alle de andre. Privatfoto


Christian Reusing fra Atletikklubben Heden i Grindsted kan nu kalde sig Jyllands næsthurtigste dreng. Ved seneste stævne satte han hos de 12-13-årige dreng alle de andre på plads på sprinterdistancen 80 meter. Med et sekund ned til nærmeste forfølger kom Christian Reusing ind i tiden 10,69 sekund, hvilket bringer ham helt op blandt Danmarks bedste sprintere.

Christian vandt endvidere kuglestød med 8,41 meter og besatte 2. pladsen i højdespring med 1,40 meter. Og med et fornuftigt 1.000 meter løb fik Christian samlet så mange point, at han vandt 4-kampen, der var indlagt i stævnet.

Vinder af de 14-15-årige pigers 4-kamp blev endnu en ”Heden”-atlet, Liv Bertelsen, der også viste et alsidigt talent med blandt andet et flot længdespring på 3,91 meter og 21,75 meter i spydkast.

Hos de 10-11-årige piger besatte Siv Bertelsen 2. pladsen i 4-kampen, og den blev primært grundlagt med et flot 60 meter løb, der blev vundet i 9,57 sek., endnu en sejr på 1.000 meter i 3.29,77 min. samt et godt længdespring på 3,95 meter.

Hos de 7-9 årige piger løb Laura Reusing 400 meter i tiden 1.36,67 min. På 40 meter løb hun i tiden 7,99 sek., og i længdespring sprang hun fine 2,82 meter – alle øvelser gav placeringer midt i et 11 mands stort startfelt.