Lokalt folketingsmedlem besøger botilbud i Vorbasse


Det lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen har for nyligt fået en ny rolle i Venstres folketingsgruppe som social- og indenrigsordfører. For at sætte sig ind i sit nye område var Anni Matthiesen i dag på besøg hos Blå Kors’ botilbud i Vorbasse.

Her hjælper man hjemløse og mennesker med alkohol- og stofmisbrug og i det hele taget et stort socialøkonomisk arbejde.

– Blå Kors er en organisation, der gør et fantastisk stykke arbejde og hjælper rigtig mange udsatte borgere over hele landet. Derfor var det da også en god og lærerig oplevelse at se det med egne øjne og få lov til at møde både personale og brugere til en snak om socialpolitik og de udfordringer, som de møder i deres hverdag. For kun gennem samarbejde med de mange dygtige organisationer, som eksempelvis Blå Kors, kan vi hjælpe hjemløse og socialt udsatte borgere i Danmark, siger Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.