Lose stiller op som næstformand i Venstre


Formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose, har besluttet sig for at stille op til den ledige næstformandspost i Venstre.
Dermed går Lose, der også sidder som formand for Danske Regioner, efter at overtage posten efter Inger Støjberg, der forlod posten for nylig efter kraftig opfordring fra partiformand Jakob Elleman Jensen.
– Modsat tidligere næstformænd gør jeg det uden at have min daglige gang på Christiansborg – og det planlægger jeg heller ikke at få. Jeg er regionsrådsformand i Syddanmark og formand for Danske Regioner. Det er min base i dag, og jeg genopstiller til regionsrådsvalget i november med den ambition, at det også skal være sådan fremadrettet.
Det er min tro, at en næstformand med rod i Venstres kommunale og regionale bagland vil være en styrke for partiet og for vores formand, skriver Stephanie Lose i et opslag på facebook.
Skulle det ske at Lose bliver valgt til posten, er det hendes plan at redefinere næstformandsposten:
– Det er min hensigt, at koncentrere mig om at arbejde aktivt og engageret på de indre linjer i vores parti med både organisation og politik, og så vil jeg overlade til Formanden og Folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne, skriver Stephanie Lose i opslaget.
Det er senere i januar at Venstres medlemmer på et virtuelt møde skal vælge deres nye næstformand.