Målrig affære i Mejrup


Torsdagens serie 1-kamp mellem Mejrup og Grindsted GIF blev en særdeles målrig affære. Hele 3-3 endte opgøret, der således resulterede i et point til hver lejr.

– Vi får en super start og kommer hurtig foran 2-0 på mål af Michael Christensen og Rasmus Rathe. Mejrup får desværre reduceret lige før pausen. Herefter formår de at vende kampen de første 5 min af 2.halvleg med 2 hurtige scoringer, fortæller GGIF-træner Jimmy Søndergaard Nielsen.

Det lykkedes dog for gæsterne fra Grindsted GIF at få udlignet til 3-3 efter knap en times spil, hvor Michael Christensen sendte bolden i nettet.

– De næste 15 min presser vi Mejrup helt i bund og tilspiller os fire 100% chancer helt alene med Mejrups keeper, men desværre blev chancerne misbrugt, lyder det fra en ærgerlig Jimmy Søndergaard Nielsen

En afbud fra faste serie 1-spillere betød, at Grindsted var nødt til at hente spillere fra U19-mandskabet. Og det var da også en af “vikarerne”, der nuppede titlen som dagens spiller, nemlig U19-spilleren Tobias Langdahl.

Det uafgjorte resultat betyder at Grindsted GIF nu indtager en aktuel 3.plads i tabellen.

Næste kamp for GGIF er lørdag den 2. maj ude mod Agerbæk/Starup.

 

Foto: Privatfoto