Museer vil råbe ministeren op

Ole Bisbjerg er medunderskriver på et brev, der opfordrer kulturminister Mette Bock (LA) til at kigge på geografien, når der deles statsstøtte ud til landets museer. Arkivfoto


Den er helt gal med den geografiske fordeling af statslige midler til museer. Det mener blandt andet lederen af Billund kommunes biblioteker, borgerservice og museer, Ole Bisbjerg, der står som medunderskriver af et brev til kulturminister Mette Bock (LA). Brevet er skrevet af 13 museumsledere og landsforeningen Danmark på Vippen.

De opfordrer i fællesskab ministeren til at se på geografien, når der i løbet af i år skal fastlægges en ny økonomisk struktur på museumsområdet. For som det er nu går 72 pct. af statens udbetalinger af museumsstøtte til museer i hovedstadsområdet. 7 pct. går til Aarhus, mens Odense og Aalborg kun får hver 1 pct. af støtten. De resterende 19 pct. fordeles til museer i resten af Danmark, viser en analyse lavet af Danmark på Vippen.

Det skal der rettes op på, mener museumslederne, for den skæve fordeling har betydning for både museerne og for Danmarks sammenhængskraft:

– Ikke alene er tilstedeværelsen af museer i hele landet afgørende for bevarelsen af vores fælles kulturarv. Museer i hele landet er også vigtige for tiltrækning af turister. Et erhverv, der er afgørende for det lokale Danmark, der med sine kyster og natur står for langt den største del af Danmarks turismeindtægter. Turismeindtægter, som har positiv afsmitning på kommunens økonomi, skabelse af arbejdspladser, boligmarkedet osv., skriver museumslederne og Danmark på Vippen i brevet.