Ny bog på vej om Kirk Kristiansen-slægten

Forfatter Jens Andersen (tv) sammen med Kjeld Kirk Kristiansen. Foto: Politikens Forlag


For første gang nogensinde udkommer en bog om LEGO Koncernens og slægten Kirk Kristiansens fascinerende historie gennem 100 år, som familien selv medvirker i.

Bogen hedder “Et liv med LEGO” og er skrevet af Jens Andersen, der er kendt for sine biografier om bl.a. Kim Larsen, Kronprins Frederik og Astrid Lindgren. Bogen er, ifølge Politikens Forlag som står bag bogen, en eventyrlig fortælling om verdens største legetøjsproducent. Fortællingen tager sin begyndelse i 1916, da Ole Kirk Christiansen slår sig ned som snedker i Billund, og følger slægten og virksomheden i et til tider dramatisk forløb frem til i dag, hvor LEGO brandet er et af de mest elskede på kloden.

Jens Andersens bog er samtidig en kulturhistorie om skiftende generationers syn på børn og barndom og forskellige epokers opfattelse af legens betydning. Værket er gennemillustreret og bygger på halvandet års studier i LEGO Koncernens historiske samling og arkiv i Billund. Som fortælling er den også blevet til på grundlag af månedlige møder og samtaler gennem halvandet år med Kjeld Kirk Kristiansen, der gennem hele bogen uddyber og kommenterer sit eget og sin slægts liv med LEGO.

– For snart et par år siden havde jeg besøg af Jens Andersen, der havde en ide om at skrive en bog om det legende menneske i lyset af LEGO historien og med mig som en slags medfortæller. Den var jeg med på, og det er nu blevet til denne slægtsbog – ’Et liv med LEGO’. Jens har gransket i gamle arkiver, fundet historier og citater fra de tre generationer, og jeg har nydt de mange hyggelige timer vi har tilbragt sammen. Jens skriver på en helt særlig medrivende og levende måde, og jeg håber, at mange vil få en rigtig god læseoplevelse, siger Kjeld Kirk Kristiansen i en pressemeddelelse om bogen.

Forfatteren selv er født i 1955 – samme år som Godtfred Kirk Christiansen lancerede sin geniale idé om et system af legetøj, der var grænseløst, både som legemateriale og som forretningsidé:

– LEGO er for mig et eventyr om to så væsensforskellige størrelser som ’erhvervsliv’ og ’legekultur’, det handler om en dansk ejerfamilie i fire generationer med passion for og ambition om at gøre noget særligt for børn i hele verden gennem leg. Det eventyr har jeg gerne villet fortælle med familiens egen stemme, siger Jens Andersen.