Ny skole til Hejnsvig


En renovering af Hejnsvig Skole har tidligere været på budgettet i Billund kommune. Men nu er politikerne nået frem til at en renovering ikke er nok. Der skal en ny skole i byen til. En helt spritny skole.

Hejnsvig Skole er nemlig i væsentlig ringere stand end først antaget, og nye oplysninger tyder på at det på sigt ville blive langt dyrere at renovere. Derfor er der i budgettet for de kommende år afsat 65 mio kroner til byggeriet af en ny skole i Hejnsvig.

– Det her skal borgerne i Hejnsvig være glade for. For med en så stor anlægsinvestering sender vi jo også et kraftigt signal om, at der fortsat skal være en skole i Hejnsvig, siger borgmester Ib Kristensen (V) med henvisning til at en skolelukning slet ikke ligger i kortene.