Landets bedste dyster i weekenden i Gyttegård Golf Klub

De nu verdenskendte tvillinger fra Billund, Rasmus og Nicolaj Højgaard kom sidste år forbi som støtte til de lokale spillere ved Hovborg Kro Open. Her ses de med turneringens mangeårige sponsor Jørgen Jørgensen, Hovborg Kro. Foto: Gyttegård Golfklub


En af Danmarks stærkest besatte golfturneringer løber af stablen her i weekenden 11-12. maj når Hovborg Kro Open finder sted i Gyttegård Golfklub.

Sidste år vandt Emil Elkjær Petersen fra Odder Golf Klub turneringen med hele 7 slags forspring til konkurrenterne. Og den lokale turnering har efterhånden har opnået en høj standard – til stor glæde for turneringsleder, Hardy Sørensen fra Dansk Golf Union:

– Det gør det meget attraktiv at deltage, og vi ser spillere fra klubber fra hele landet over de to dage som turneringen afvikles over. Gyttegård stiller samlet med 13 spillere, der skal dyste i et meget stærkt felt. De fleste deltagere har et +hcp, hvilket betyder at de normalt skal spille banen lavere end banens par, så der er store forventninger til lave scores i weekenden, siger Hardy Sørensen i en pressemeddelelse fra Gyttegård.

Igennem årene har mange kendte golfspillere vundet turneringen. Deriblandt lokale Nicolaj Højgaard og Rasmus Højgaard som i dag er blandt den absolutte verdenselite.

Lokale vindere gennem tiden:
Claus Mølholm (1994)
Claus Mølholm (1995)
Mads Dam (2006)
Nikolaj Høgh (2013)
Morten Lykkegaard (2015)
Nicolaj Højgaard (2016)
Rasmus Højgaard (2017)
Nicolaj Højgaard (2018)
Morten Lykkegaard (2022)