Nye pasningsmoduler gav besparelser for 1,9 mio.

Arkivfoto


Billund kommune har sparet knap 1,9 mio lønkroner i år på at lade vuggestuer og børnehaver overgå til nye pasningmoduler. Besparelsen er opnået ved et mindreforbrug på knap 4 pct af det samlede budget til pædagogiske medarbejdere i de kommunale daginstitutioner.

Og i dag skal Børne-og Kulturudvalget så på deres møde finde ud af hvad der skal ske med de knap 1,9 mio der er sparet i år, og med de 1,8 mio man forventer at bruge mindre næste år på lønninger.

– Jeg regner da stærkt med at pengene bliver i området og øger normeringen, siger udvalgsformand Klara Lyskjær-Noer (V), og hentyder altså dermed til at der kan være flere pædagoger på vej til kommunen.

De ændrede pasningsmoduler betyder også en besparelse på næste års budget på 1,8 mio, men om de penge bliver i området, vil udvalgsformanden ikke spå om.

– Det er noget vi skal afgøre i de kommende budgetforhandlinger for de kommende år, siger Klara Lyskjær-Noer.