Playline synliggøres i Billund


Næste skridt er nu taget for at realisere Billunds Playline. Nu er der sat små orange skilte op flere steder i Billund by som skal synliggøre Billunds nye sociale infrastruktur og sikre en bedre vejvisning til byens tilbud.

– Tanken er, at Playline skal udtrykke Billunds DNA som Company Town, Børnenes Hovedstad og en dynamisk by med fokus på leg, læring og kreativitet, der er kendetegnet ved en stærk turisme og en international lufthavn. Samtidig er Playline et dynamisk projekt, der forventes at udvikle sig løbende over tid med blandt andet flere ruter, nye midlertidige og permanente installationer, kulturelle events og arrangementer, siger projektleder på Playline, Mette Vagner Rasmussen, i en pressemeddelelse.

I forvejen går der mange andre stier igennem samme område, hvor Playline kommer til at løbe, herunder Skulpturstien, Company Town Stien, Sound Walken og Hjertestien.

– Planen er, at disse stier gentænkes og kombineres med Playline, så de ikke går tabt, men historierne lever videre i en ny og stærkere form, lyder det fra Billund kommune.

Skiltene forventes at blive stående cirka et år, hvorefter der vil blive etableret en mere permanent skiltning og visualisering af Playline.