Rejsegilde i ISBs nye lokaler

Skoleleder Camilla Uhre Fog ved en af tegningerne over den nye bygning, som Bent Meldgaard har haft projektansvaret for.


Den Internationale Skole i Billund kunne i dag fejre rejsegilde på endnu en bygning i den voksende skole, der i dag har knap 400 elever.

Flere elever er på vej og derfor er en udvidelse af skolen nødvendig.

Den nye bygning ligger ud til Vejlevej, og er opført i stedet for den bygning, der tidligere husede Ungdomskolen i Billund.

Bygningen består af 1200 nye kvadratmeter fællesareal og seks klasselokaler, der vil blive brugt til faglokaler af mellemtrinnet, MYP. Umiddelbart er klyngen indrettet som vi kender dem med klasselokaler ved siden af hinanden, men en smart detalje er føjet til:

– Vi laver foldedøre mellem klasselokalerne, som dermed nemt kan laves dobbelt så store hvis det er nødvendigt, siger skoleleder Camilla Uhre Fog.

Den måde undervisningen foregår på hos ISB fordrer ofte fleksibilitet og her er de nye lokaler særdeles velegnede.