Rend og hop i Børnehuset Andedammen

Børnehuset Andedammen og tilknyttede dagplejere får den 26. januar besøg af en konsulent fra bevægelseskonceptet Rend og hop med Oliver


Børnehuset Andedammen og tilknyttede dagplejere får den 26. januar besøg af en konsulent fra bevægelseskonceptet Rend og hop med Oliver. Der bliver lavet forskellige former for motorisk aktivitet, leget fælleslege, balanceret og hoppet, mens det pædagogiske personale bliver klædt på til at lave motoriske aktiviteter i børnenes hverdag. Det er alle børn der får trænet motorikken hvad enten de knap kan kravle eller snart skal i skole.

’Rend og hop med Oliver’ er udviklet af Danmarks Idrætsforbund, KFUM’s Idrætsforbund og Nordea-fonden. ’Rend og hop med Oliver’ er henvendt til børnehaven og består af en række øvelser i seks kategorier på forskellige niveauer, der matcher børnenes motoriske udviklingsniveau. ’Rend og hop med Ida’ henvender sig til dagplejere, børnepassere og vuggestuer, da materialet er målrettet børn fra ½-3 år. Med leg og bevægelse som omdrejningspunkt, bliver børnenes sanser udviklet og grundmotorikken styrket. Rend og hop med Oliver har indtil videre hjulpet 95.000 børn med at finde glæden ved bevægelse.

– Det er store smil og koncentrerede øjne, der males på børnenes ansigter, når vi besøger institutionerne og udfordrer dem på motorikken. Vi bestræber os på at gøre det sjovt og spændende for børnene at lege med de kropslige færdigheder, og deres engagement fortæller os, at det giver mening, fortæller projektleder Gitte Markfoged og fortsætter:

– Desuden giver materialet personalet et konkret redskab til at støtte børnenes motoriske udvikling og hjælpe dem til at bevare glæden ved bevægelse.

Fakta om ’Rend og hop med Oliver’

  • Et bevægelseskoncept udviklet til børnehaverne med det formål at bidrage til den forebyggende indsats på sundhedsområdet.
  • Rend og hop med Oliver er henvendt til børnehaver mens Rend og hop med Ida er henvendt til dagplejere, børnepassere og vuggestuer.
  • Giver institutionspersonale og dagplejere et lettilgængeligt materiale til at fremme børns motorik.
  • Rend og hop med Ida er udkommet som App, som kan downloades af pædagogisk personale såvel som forældre.
  • Budgettet for 2014-2016 er på otte millioner kroner, hvoraf Nordea-fonden finansierer 80 procent af beløbet.
  • Læs mere om projektet, og om hvordan man kommer i gang på www.rendoghop.info