S fik ikke opbakning til kontrol med responstider

Foto: Region Syddanmark


Langt størstedelen af Billund Byråd var ikke enige med deres byrådskolleger fra Socialdemokraterne, der i går forsøgte at få øget fokus på ambulancernes faktiske responstider i Billund kommune. På gårsdagens byrådsmøde havde socialdemokraterne med Gitte Ottosen i spidsen fremlagt et forslag om, at Billund Kommune bør henvende sig til Region Syddanmark med henblik på at få en opgørelse over responstiderne hver måned. Forslaget indebar også en anmodning om at få tiderne fordelt på postnumre i Billund kommune, så man specifikt kan gå ind og se hvor lang tid det tager en ambulance at køre til eksempelvis 6623 Vorbasse eller 7260 Sdr. Omme – en mulighed Region Syddanmark selv havde forelagt kommunerne.

Men den var det øvrige byråd ikke med på.

– Vi er alle enige om, at vi gerne vil have de rigtige responstider og gerne vil sikre den allerstørste sikkerhed for borgerne. Tiden med BIOS var kaos og deres responstider var ikke tilfredsstillende. Men nu er vi i en ny situation, hvor regionen selv har hjemtaget opgaven med ambulancerne, så lad os give dem en chance for at vise at de magter opgaven, lød det fra borgmester Ib Kristensen (V).

Mens Venstre og DF stemte imod forslaget, så fik Socialdemokraterne opbakning fra den konservative gruppe.