Tidligere landsholdsmålmand gæstetræner til GGIF Håndboldskole

Arkivfoto: GGIF


Igen i år afholder GGIF Håndbold deres håndboldskole for ungdomsspillere. Skolen starter lørdag d. 29. juni og forløber med et tætpakket program frem til mandag d. 1. juli.

Spillerne kommer i år til at prøve kræfter med både individuelle finesser, gruppe- samt holdøvelser og alt sammen bliver i et stort omfang udført under ledelse af damerne fra 3. division og herrerne fra 2. division.

Men håndboldskolen er ikke kun hård træning. Der skal også et socialt aspekt ind:

– Ungdomsspillerne møder hinanden på tværs af årgange og køn, og de lærer også trænerne at kende fra en anden side end fra tilskuerpladserne i Lynghallen. Det er med til at skabe en samhørighed og en klubidentitet som spillere og klub kan profitere af, siger Ole Jensen fra GGIFs håndboldskoleudvalg.

Det er nu tredje år at GGIF holder sin egen håndboldskole.

– Selvom vi så småt er ved at blive rutinerede i planlægning og afvikling, så er vi alligevel nødt til at tænke nyt. I år har vi blandt andet booket UV-håndbold, hvor der spilles i en mørk hal og hvor kun bolden og andre detaljer lyses op af UV lys, siger Ole Jensen.

Men i år kommer der også lidt landsholdsglitter i bægeret. Det sker når den tidligere kvindelandsholdsmålmand, Karin Mortensen, kigger forbi håndboldskolen for at dele ud af træningsfif til de unge spillere.