Traditionen blev ført videre

Fra Venstre Henrik Dam Kristensen, Grindsted, Kris Jensen Skriver, Grindsted og Troels Ravn, Vejen. Privatfoto


Den nye folketingskandidat for Socialdemokraterne i Billund-Vejen-kredsen, Kris Jensen Skriver var i går på besøg hos partifællerne på Christiansborg. Det sker som et led i en tradition, som Henrik Dam Kristensen startede, da han i sin tid blev afløst af Troels Ravn som kredsens kandidat.

Og nu har Kris Jensen Skriver fra Grindsted altså så overtaget stafetten og dermed var det hans tur til “En dag på Borgen”. På plakaten var møder med ordfører for landdistrikter og øer samt social dumping, Lennart Damsbo-Andersen. Her blev det til en god snak om Danmark i balance samt indsatsen mod social dumping.

Derudover blev det til en samtale med undervisningsordfører Jens Joel, hvor situationen i folkeskolen blev drøftet. Kultur og medier blev ligeledes vendt under mødet med kultur- og medieordfører Kasper Sand Kjær. Det blev også til et besøg på formandskontoret, hvor Folketingets formand Henrik Dam Kristensen tog imod sammen med justitsminister Nick Hækkerup.

– Det har været en særdeles spændende dag med mange interessante drøftelser. Det her er absolut en dag, der giver mig mod på mere. Jeg glæder mig til valgkampen og til at kæmpe for de ting, jeg gerne vil. Særligt de områder, der har været drøftet i dag, har min opmærksomhed. Jeg vil gerne sige tak til Troels Ravn for at arrangere dagen, lyder det fra folketingskandidat Kris Jensen Skriver.