Travbanen klar til udfordrende sæson

Stickittothem og Knud Mønster bliver en af aftenens største favoritter, når Billund Trav skyder sæsonen i gang lørdag aften.


Efter et turbulent efterår, hvor det på et tidspunkt så ud til, at Billund Trav ikke ville overleve, kom der i december melding om at alle baner – og dermed også Billund Trav – ville være aktive i 2015. Derfor er det med stor glæde at Billund Trav på lørdag kl. 17.20 indbyder til første løbsdag i år.

Men direktør Christian Hundebøl lægger ikke skjul på, at det bliver en sæson med mange udfordringer for Billund Trav:

Der skal spares eller findes nye indtægter på 500.000 kr., og det betyder, at banen har behov for al den støtte, den kan få fra aktive, publikum, sponsorer og øvrige samarbejdspartnere, siger Christian Hundebøl.

Derfor køres der hårdt på fra første løbsdag, som altså bliver på lørdag, hvor 10 spændende løb venter ved “Saturday Night Racing”.

Her bliver det blandt andet muligt at se Knud Mønster, der netop er hjemvendt fra VM for travkuske i Australien, køre sejrsvante Stickittothem. Hesten er i en fremragende stime, og har allerede taget tre sejre i år – og dét på stribe. Derfor tipper eksperterne på endnu en sejr til Stickittothem med Knud Mønster i sulkyen.