Vandhund blev Årets Idrætsnavn i Vorbasse

Privatfoto


Det blev 21-årige Emma Raun, der løb med prisen som Årets Idrætsnavn i Vorbasse KFUM.

Emma Raun begyndte sin karriere i Vorbasse svømmeklub, da hun var baby, og hun har stort set været i vandet lige siden. Hun har fulgt holdene opad med alderen og endda været på flere hold samtidig. Og sin begejstring for vand og svømning har Emma Raun de senere år givet videre til børnene i Vorbasse og omegn i sin egenskab af svømmeinstruktør.

– Emma er en pige med stort overskud, møder altid velforberedt op til undervisningen og hendes svømmere elsker at blive udfordret af hendes altid nytænkende ideer til undervisningen, lyder det blandt andet i svømmeklubbens indstilling af hende til prisen.

Især én situation i den forgangne sæson overbeviste foreningen om, at hun var en oplagt kandidat som årets idrætsnavn:

– Emma fik i starten af denne svømmesæson hjulpet et barn, som var havnet i en uheldig situation og ikke selv kunne svømme i land. Hun formåede at holde hovedet koldt i en situation, hvor der kunne have været skabt kaos, og de andre børn kunne være blevet bange. I stedet opdagede ingen situationen, hverken børn i vandet eller forældre på kanten. Drengen blev i vandet, fordi hun skabte tryghed for ham og trods en ubehagelig oplevelse for ham, kom han til svømning igen næste gang. Hun var lynhurtig til at få hjælpetrænerne til at fortsætte med undervisningen, og når man kan holde hovedet så koldt i sådan en situation, synes jeg helt sikkert, at man fortjener et skulderklap, lyder det i indstillingen.

Emma Raun var ikke selv til stede i Vorbasse, da prisen skulle uddeles, da hun for tiden er på rundrejse i Australien, men via smart teknik lykkedes det alligevel at tage et billede af hende med prisen.