Venstre vil have Lars Hansen ud


På et bestyrelsesmøde i Venstre i Billund kommune i aftes var der enighed om at opfordre Lars Hansen fra Grindsted til at melde sig ud af partiet.

Det sker med bestyrelsens ord fordi han “modarbejder Venstres interesser”.

I sidste byrådsperiode stemte Lars Hansen blandt andet imod partilinjen i sagen om sammenlægning af Søndre Skole og Stenderup Skole. Dengang skete det dog sammen med Ulrich Kristensen, Kenneth Storbank og Kristian Nørgaard. Ingen af de tre sidder længere i byrådet.

Det der måske har fået bægeret til at flyde over for den lokale partibestyrelse, er den seneste sag om de tvungne håndtryksceremonier i kommunerne. Her stemte Lars Hansen som den eneste i V-gruppen imod forslaget.

– Jeg kan simpelthen ikke i mit liberale hjerte tvinge folk til at give hånd. Jeg mener ikke man bliver en bedre dansk statsborger af at trykke en borgmester i hånden, sagde Lars Hansen dengang om sit nej.