VU’er melder sig på banen til byrådet

Cecilie Rahbek (tv) her med Venstres borgmesterkandidat Stephanie Storbank. Privatfoto


– Jeg vil gerne være med til at få mere gang i kommunen og gøre her endnu mere attraktivt at være og blive end her allerede er i forvejen.

Sådan lyder en del af 26-årige Cecilie Rahbeks begrundelse for, at hun nu har valgt at stille op til byrådet i Billund kommune som repræsentant for Venstres Ungdom.

– Jeg elsker at bo i Billund Kommune. Jeg synes, at her er alt hvad man kunne bede om, i forhold til skole, butikker og rigtigt meget andet. Men til tider har jeg også følelsen af, at her mangler noget – eksempelvis sammenhold på tværs af byerne og flere åbne arrangementer. “Torvedage” kan selvfølgelig noget, og det kan Open by Night også. Men når jeg går forbi engen i Grindsted hver dag, så ser jeg så meget uforløst potentiale, lyder det fra den nyslåede kandidat.

Hun kalder det “ærgerligt” at netop engen ikke udnyttes noget mere:

– Man kunne lave så mange spændende ting og arrangementer, der kunne samle folk og skabe liv midt i byen. Eksempelvis arrangementer med livemusik, hvor byens restauranter kunne komme og lave en form for street food. På den måde kan vi ved fælles hjælp skabe lokale ting, der kommer alle til gode. Det er noget af det, som jeg vil arbejde med, hvis jeg kommer i byrådet, siger Cecilie Rahbek.

Kandidaten tages godt imod på holdet af borgmesterkandidat Stephanie Storbank:

– Cecilie er en ung kvinde med ben i næsen og et utroligt stort engagement. Derfor er jeg rigtig glad for at hun har lyst til at være en del af Venstres hold. Derudover glæder det mig enormt meget at Venstre stiller med en VU’er, lyder det fra Stephanie Storbank.