100.000 kr til Sdr. Omme Spejderne

Fra venstre: Jesper Gammelgaard, Einer Jørgensen, Lisbeth Arvad, Lenni Andersen, Harry Lorentsen og Torben Lorentsen. Privatfoto


Det blev til en festlig fredag, da Sdr. Omme Spejderne i dag blev inviteret en tur på Omme Lift. Her stod Harry og Torben Lorentzen klar med en stor gave, der giver et godt rygstød til Sdr. Omme Spejdernes projekt med et naturcenter i byen.
Omme Lift smed nemlig hele 100.000 kroner i puljen.

Dermed er der fornyet optimisme hos arbejdsgruppen bag projektet, der i øjeblikket arbejder med at sikre Sdr. Omme bys opbakning, blandt borgerne og de erhvervsdrivende.

– Vi møder god opbakning og folk er positive overfor projektet, og det giver mod på mere når Omme Lift giver projektet en så flot opbakning, siger formand Einer Jørgensen.

Det kommende Naturcenter i Sdr. Omme bliver ikke kun et sted for spejderne, men også for mange andre interessenter.

Flere projekter er på vej fra spejdernes side for at skaffe penge til Naturcenteret. Blandt andet vil der til januar blive arrangeret en mandehørmsaften.