1200 spillere til lokalt håndboldstævne

Ikke færre end 123 hold fra 16 forskellige klubber mødes i den kommende weekend til Vestjysk Bank Cup i Grindsted.

Holdene kommer blandt andet fra Vejle, Aarhus, Kolding, Esbjerg, Haderslev og Billund – og sammen med trænere og ledere betyder det, at omkring 1200 personer deltager i stævnet.

Der spilles i alt i fem forskellige haller i kommunen: Magion, Lynghallen og Play i Grindsted samt hallerne i Filskov og Sdr. Omme.

Arrangørerne fra GGIF Håndbold stiller selv med 13 hold fordelt på alle årgange i U11, U13 og U15, og klubben melder om stor interesse for stævnet, som blev udsolgt kort efter invitationerne blev sendt ud i foråret.

Foruden kampene er der lagt vægt på det sociale samvær, og deltagere overnatter på byens skoler, der stiller lokaler til rådighed.