16-årig kørt på skadestuen efter uheld i Billund

En 16-årig dreng fra Gadbjerg blev fredag eftermiddag kørt på skadestuen til kontrol efter et færdselsuheld i Billund.

Uheldet skete omkring klokken 16.30, da den unge knallertkører kørte på cykelstien langs Vejlevej.

Samtidig kom en 36-årig finsk bilist kørende i samme retning. Da bilisten skulle svinge og krydse cykelstien, overså han ifølge Sydøstjyllands Politi knallertføreren.

Den 16-årige forsøgte at undvige, men mistede kontrollen og kørte ind i et vejskilt.

Han blev efterfølgende kørt med ambulance til skadestuen til kontrol. Politiet oplyser, at der heldigvis ikke er tale om alvorlige personskader.

Den 36-årige bilist er sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.