En 18-årig mand mistede her til morgen livet i en alvorlig trafikulykke øst for Filskov.
Ulykken skete på Bredsten Landevej ved Langelund, hvor en personbil og en lastbil stødte sammen.
Den 18-årige var fører af personbilen og omkom ved ulykken. De nærmeste pårørende er underrettet.
Ifølge politiet er der ikke andre tilskadekomne.
Anmeldelsen om ulykken kom klokken 07.16 tirsdag morgen, og en bilinspektør er på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder og forsøge at fastslå, hvordan ulykken skete.
Bredsten Landevej er fortsat spærret ved ulykkesstedet, men politiet forventer, at vejen kan genåbnes i løbet af formiddagen.


