190 står allerede på listen: Kæmpe interesse for nye boliger midt i Grindsted

Der er stadig håndværkere, byggestøv og masser af arbejde tilbage på Præstegårdstorvet i Grindsted. Men de kommende boliger har allerede fået masser af opmærksomhed.

Hele 190 personer har skrevet sig på interesselisten til de 79 lejeboliger, som ALFABO bygger på den centrale grund. Og interessen stopper ikke dér. Junge Byg opfører samtidig 18 ejerboliger – og 10 af dem er allerede solgt.

Det kom frem i dag, hvor der var rejsegilde på det store boligbyggeri midt i Grindsted.

Hos ALFABO tager formand Bent Jacobsen den store forhåndsinteresse som et godt tegn.

– Jeg er ikke nervøs, siger han om udsigten til at få de 79 boliger lejet ud. Han skynder sig dog også at slå fast, at 190 navne på en interesseliste ikke nødvendigvis betyder 190 mennesker, der står klar med kuglepennen over en lejekontrakt.

Når den egentlige udlejning går i gang, får de interesserede mulighed for at prioritere de forskellige lejligheder. Og nogle kan nå at springe fra undervejs – eksempelvis hvis de først skal have solgt deres nuværende hus.

Men Bent Jacobsen har set udviklingen før. ALFABO har allerede bygget flere boliger i Grindsted, og ifølge formanden er ledige lejligheder ikke ligefrem svære at komme af med.

– Når vi har en tom lejlighed, så bliver vores inspektør nærmest overrendt, fortæller han.

Placeringen trækker

Denne gang bygger ALFABO lige midt i Grindsted, og netop placeringen mener Bent Jacobsen har stor betydning for interessen. Han peger på blandt andet arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og trafikforhold – og ikke mindst muligheden for at bo tæt på bylivet.

– Mange af dem, der kommer til at få det her, er nok også pensionister, men de har netop brug for at være tæt på, siger han.

Og det er ikke kun lejeboligerne, der er rift om.

Junge Byg opfører 18 ejerboliger på Præstegårdstorvet. Her er 10 allerede solgt, fortæller direktør Claus Junge. Han betegner salget som forventeligt og fortæller samtidig, at der fortsat er god interesse for de resterende boliger.

Dermed er der allerede godt gang i både interesselisten og bolighandlerne, selv om håndværkerne langt fra er færdige.

I alt bliver der bygget 97 nye boliger på Præstegårdstorvet. ALFABOs 79 lejeboliger bliver fordelt på to-, tre- og fireværelses boliger, mens Junge Byg altså står for de 18 ejerboliger.

Og for de mange på ALFABOs interesseliste bliver der senere mulighed for at komme indenfor. Boligorganisationen vil nemlig holde åbent hus, når nogle af lejlighederne er gjort helt færdige. Bent Jacobsen vil hellere vente med fremvisningen end sende potentielle lejere rundt mellem rå betonvægge.

For som han har erfaret gennem årene: En lejlighed kan godt se noget mindre ud, før vægge, gulve og resten af indretningen er kommet på plads.