200 var med til at åbne LEGOLAND fra start


200 gæster var klar ved portene, da LEGOLAND for første gang i år slog dørene op. Noget senere end planlagt grundet COVID-19.

– Jeg har det rigtig godt. Nu har vi endelig fået åbnet LEGOLAND og det har vi jo glædet os til i to en halv måned, lød det fra parkens direktør, Christian Woller.

Ligesom for så mange andre, har den seneste tid været en svær proces for LEGOLAND-direktøren.

– Der har været meget usikkerhed  og vi har hele tiden fået udskudt hvornår vi kunne åbne. Jeg tror det her er vores fjerde åbningsdato. Men da datoen så lå fast, kunne vi endelig begynde at få kaldt vores folk ind, som har glædet sig til at kunne komme til at arbejde igen, siger Christian Woller.

Der er dog også blev skåret i medarbejderstaben i forbindelse med COVID-19:

– Vi har rigtig mange sæsonansatte på vores hoteller og lige nu er det ene hotel lukket. Derudover har vi stadig nogle steder ude i parken hvor der endnu ikke er folk på, men de skulle gerne komme tilbage, når gæstetallet begynder at stige lidt, siger Woller.

For der er en plan om gradvist at lukke flere ind i LEGOLAND. I begyndelsen vil man lukke 10 pct. af det sædvanlige besøgstal ind i parken. Og uden at komme nærmere ind på hvad det så er i antallet af gæster, så kunne Woller fortælle at der i dag er lavet aftale med 1500 gæster om at komme ind – og det er ifølge Woller selv “noget under de 10 pct.”

– Så øger vi antallet, indtil vi rammer et max, hvor vi kan se, at nu kan vi ikke have flere inde og samtidig overholde kravene. Så stopper vi der og kører med det antal, siger Christian Woller.

Selve åbningen i dag var uden det store festivitas som der ellers plejer at være. Det sker netop for ikke at stimle folk sammen.

Mange af de ansatte i LEGOLAND skal i visse situationer bære visir for at mindske smittefaren
På de særligt trafikerede strækninger i LEGOLAND, er der lavet “midterrabat” med pil den ene og den anden vej.
Ved alle kø-ledere er der mærket af at afstand er vigtigt.