Når nytåret ringer ind, og kalenderen skriver 2023, kan borgerne i Billund Kommune møde det aktivitetsbaserede bibliotek, hvor ambitionen er at tilbyde et væld af aktiviteter på bibliotekerne i Grindsted og Billund.
Borgerne vil blandt andet opleve, at bibliotekspersonalet i endnu højere grad vil fortælle om og fremvise al den litteratur, som biblioteket rummer.
Eksempelvis har Magion Biblioteket i løbet af dette efterår med stor succes lavet aktiviteter til børn i Nørderiet – et nyetableret område hvor børnefaglitteraturen har fået en fremtrædende plads, og hvor bøgerne aktivt bruges sammen med børnene. Den slags kommer man til at opleve meget mere af i løbet af 2023.
Det bliver ikke nødvendigvis de samme aktiviteter, man kan opleve i Grindsted og Billund. Fra 1. januar er det to faste teams, som er tilknyttet biblioteket i henholdsvis Grindsted og Billund, og de får hver især mulighed for at skabe aktiviteter, der er tilpasset de lokale rammer og borgere, for at styrke det lokale engagement.
I Grindsted vil der blandt andet være fokus på den store verden af digitale materialer, som bibliotekerne har til rådighed, og derfor bliver der sat særlige kræfter ind på at gøre det digitale synligt i det fysiske bibliotek.
I Billund Centret styrkes den daglige tilstedeværelse med et fast Team Billund Centret, som får til opgave at tiltrække flere aktiviteter, events og frivillige til hele centret. Målet er, at teamet sammen med resten af Billund Centrets brugere og hele lokalsamfundet i endnu højere grad understøtter det formål og den vision, der blev tegnet for Billund Centret for snart 50 år siden.