25 år senere skal Richard og Ester klippe snoren igen

For 25 år siden var Richard Østergaard og Ester Degn med, da Kirkens Korshærs genbrugsbutik slog dørene op i Grindsted.

Søndag den 4. oktober får de lov til at gøre det igen. Det skriver Netavisen Grindsted.

Her fejrer genbrugsbutikken 25-års jubilæum, og de to veteraner, der stadig er aktive i butikken, får æren af at klippe snoren til jubilæumsdagen.

Meget er sket siden åbningen på Trehøjevej i 2001. Dengang bestod holdet af bare seks-otte frivillige, og butikken havde åbent nogle få eftermiddage om ugen.

I dag holder genbrugsbutikken til i langt større lokaler i Vestergade – og hele 73 frivillige hjælper til.

Richard Østergaard har gennem årene især stået for møblerne. I begyndelsen hentede han møbler hos folk i sin egen bil med trailer. I dag bor han i Jelling og må ikke længere selv køre bil på grund af en øjensygdom. Alligevel tager han fortsat turen til Grindsted hver 14. dag, hvor et barnebarn sørger for transporten.

Ester Degn er stadig i butikken hver uge, hvor hun især tager sig af billeder og malerier.

Jubilæet markeres søndag den 4. oktober fra klokken 10, hvor Richard og Ester klipper snoren. Der bliver blandt andet kaffe og kage og forskellige aktiviteter i løbet af dagen.