376 farverige bånd udgør kunstværk ved Billund Kirke


Der blev i dag taget hul på Trekantområdets Festuge i Billund. Det skete med indvielsen af værket Together Apart, der er skabt af den New York-baserede arkitekt- og kunstnergruppe Behin Ha Design Studio. Gruppen står bag flere kunstværker, der både danner lyde i vinden og former små, åbne rum, hvor de besøgende får oplevelsen af at være sammen – uden at være for tæt på hinanden.

Helt i coronastilen, ville nogen sige. Så det gjorde Klara Lyskjær-Noer fra byrådet i Billund, da hun skulle indvie kunstværket i dag.

– Jeg tror både børn og voksne vil synes om det her. At komme ned og opleve værket helt tæt på, sagde Klara Lyskjær-Noer i en kommentar til værket.

De farverige bånd er sat fast på toppen af Billund Kirke, som dermed har fået et midlertidigt anderledes – og mere farverigt – look. Synd, siger nogen. Spændende, siger andre. En af dem der kommer helt tæt på værket hver dag, er sognepræst Peter Fredensborg, og han er glad for det nye kunstværk:

– Jeg synes, det giver et rigtig godt spil og lys til kirken. Når jeg går gennem den bagerste del af kirken, kan jeg se værket spejle sig i vandet lige udenfor, og det er faktisk rigtig pænt. Og så synes jeg det er dejligt, at kirken også kan bruges til den her slags midlertidig kunst, siger Peter Fredensborg.

Mens værket er udtænkt af kunstergruppen Behin Ha Design Studio, så er det en flok lokale frivillige, der har sat det hele op. Ca 20 frivillige var i gang fredag og lørdag for at udspænde de mange bånd – helt præcist 376 af slagsen.