4 sjove september-lørdage i LEGOLAND

Lørdag den 5. september åbner Sigurds Bjørnetrio Event Scenen i LEGOLAND®, når det første September Show løber af stablen. Alle lørdage i september kan både store og små gæster opleve nogle af tidens største stjerner fra det populære Ramasjang-univers.


Lørdag den 5. september åbner Sigurds Bjørnetrio Event Scenen i LEGOLAND®, når det første September Show løber af stablen. Alle lørdage i september kan både store og små gæster opleve nogle af tidens største stjerner fra det populære Ramasjang-univers.

Foruden Sigurd Barret og Bjørnen Bjørn hopper også Hr. Skæg, Kristian fra Ramasjang Mysteriet og Jeppe og Marie fra Lille Nørd på skift ud af fjernsynet og kommer til live i LEGOLAND. Parkens gæster kan glæde sig til både sang og musik om tal og bogstaver med Hr. Skæg, spændende mysterier med Kristian og ikke mindst med sjov og ballade med Lillenørderne.

-Det er intet mindre end eliten inden for børneunderholdning, der på skift gæster LEGOLAND hver lørdag i september. Hver især formår de at komme helt udover scenen og engagere de yngste gæster, så vi ser frem til fire forrygende fester, siger eventchef i LEGOLAND, Claus Pedersen.

Selvom programmet umiddelbart appellerer til LEGOLAND parkens yngste målgruppe, er erfaringerne, at forældrene ikke kan lade være med at lade sig rive med:

-Vi lancerede September Shows med Ramasjang-tema for første gang i 2014, og vores oplevelse var, at både børn og voksne havde nogle forrygende dage. Det er genkendelige indslag, som man har set sammen i fjernsynet derhjemme, så hele familien kan faktisk ofte synge med og leve sig ind i universet, siger Claus Pedersen.

Mød Svampebob, Dora og Turtles

Det er ikke kun de skøre personligheder fra Ramasjang, der hopper ud af TV-skærmen og besøger LEGOLAND til September Shows. Også en stribe af kendte figurer fra børnekanalen Nickelodeon gæster parken hver lørdag i september i form af både Udforskeren Dora, SvampeBob Firkant og Teenage Mutant Ninja Turtles. Alle vil de hilse på børnene, og Teenage Mutant Ninja Turtles vil fyre op for et forrygende danseshow.

Dagen byder desuden på en lang række konkurrencer, hvor gæsterne kan gå på jagt efter den onde kanin Dr. Colossos, prøve kræfter som LEGO® bygger i den store LEGO byggekonkurrence, hvor gæsterne kan bygge deres yndlings Nickelodeon figurer. Der vil også være rig mulighed for at hoppe i det kreative kreative hjørne og designe sin egen Dora eller Svampebob maske.

September Shows bliver afholdt den 5., 12., 19. og 26. september fra kl. 12.00 – 17.00 på Eventområdet i LEGOLAND. Find programmet på LEGOLAND.dk

Ramasjang_Mysteriet