47 guldsmykker beslaglagt i Billund Lufthavn

En rejsende fik en brat afslutning på turen, da Toldstyrelsen i denne måned standsede vedkommende i Billund Lufthavn og fandt 47 guldsmykker i bagagen – uden at der var betalt told og moms.

Smykkerne, som vejede i alt 221,55 gram og bestod af både 16 og 24 karat guld, havde en samlet værdi på 123.000 kroner. Dermed lå beløbet langt over de 3.250 kroner, som flyrejsende må indføre toldfrit fra lande uden for EU.

– Denne sag er et godt eksempel på, hvordan vores kontrolindsats er med til at sikre, at rejsende har styr på reglerne og overholder de regler, vi har i Danmark, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.

Sagen er nu overdraget til Grænsekontrolenheden ved Sydøstjyllands Politi.