En 50-årig mand har mistet livet ved en alvorlig trafikulykke på Ribe Landevej syd for Hejnsvig torsdag eftermiddag.
Ulykken skete klokken 16.55, hvor to køretøjer af endnu ukendte årsager stødte frontalt sammen.
Sammenstødet var så voldsomt, at den ene person blev fastklemt i sit køretøj, og en større redningsindsats blev sat i gang.
Senere torsdag aften bekræftede Sydøstjyllands Politi, at en 50-årig mand, der ikke var fra lokalområdet, havde mistet livet som følge af ulykken.
En 52-årig mand fra lokalområdet blev kørt på sygehuset med skader, der krævede behandling. Han har ifølge politiet ikke været i livsfare.
Både ambulancer, akutlægehelikopter, politi og øvrigt redningsmandskab blev sendt til ulykkesstedet.
En bilinspektør blev desuden tilkaldt for at undersøge omstændighederne omkring det frontale sammenstød.
Årsagen til ulykken er endnu ikke fastlagt.
Det oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi til Netavisen Grindsted.



