500 tilmeldte til jubilæums-StjerneTour

Arkivfoto: Helle Mølgaard / Sydbank Stjernetour de Grindsted


Flere end 500 cykelentusiaster har nu meldt sig til Sydbank Stjernetour de Grindsted, der finder sted den 6. maj. Det er 25. gang løbet arrangeres og derfor har Grindsted Cykelmotion i anledningen af jubilæet sat ekstra fokus på festligheder, der vil markere den lange række af motionscykelløb som Kurt Nørgaard startede op for 25 år siden.

Touren er i år tilbage i midtbyen, hvor startskuddet lyder kl. 8 fra Sydbank og nord ud af byen, hvor de første ryttere sendes afsted på 180 km.  Målområdet er også på Torvet i Grindsted hvor rytterne kommer ind fra syd.

Inspireret af andre motionscykelløb, bliver der i år tilbudt startgrupper kun for kvinder. Det bliver således muligt at starte både på 62 og 125 km med sikkerhed for at der kun er kvinder i gruppen.

– Vi gør det fordi det andre steder har bragt kvinder sammen, omkring en anderledes udfordring, og givet dem en god oplevelse, fordi de klarede sig uden drengene, siger formanden for Stjernetouren, Karsten Andersen. Stjernetouren har også fået plads til en MTB-rute på ca 42 km til Grene Sande:

– Turen går via Grindsted og Utoft plantage til Grene Sande. Her køres en del af MTB sporet, hvorefter turen går retur over Gråhede, Utoft og til Frodeslund plantage, for at slutte i mål på torvet, lyder det fra Karsten Andersen.

Stjernetour er igen i år en del af Den Jyske Udfordring, hvor de mest seje cykelryttere kører 3 cykelløb på ganske få dage; Astral Biking/Danmarks Højeste Motionscykelløb, Sydbank Stjerne Tour de Grindsted og Grejsdalsløbet.